SKRIVESKOLEN HEMINGWAY - GRUNDKURSUS OG UGEFORLØB
Skriveskolen Hemingways GRUNDKURSUS er opbygget, så alle kan få udbytte af det på forskellige niveauer.
Dagene starter med en kort teoretisk indføring i skrivningens grundbegreber, som derefter er udgangspunkt for kortere og længere skriveøvelser, oplæsning og respons. I skriveøvelserne får du skærpet din opmærksomhed for sprogets muligheder og afprøver, hvordan det sproglige udtryk påvirker indholdet - hvordan indhold og form hænger sammen.
Du lærer at etablere tid og sted, og du kommer til at afprøve de forskellige fortællepositioner; hvad de betyder for teksten, og hvilke muligheder valget af fortæller giver dig.
Du lærer at bygge troværdige personer op. Du beskriver og udvikler karakterer: Hvordan opfører de sig i forskellige situationer? Hvad er deres motiv. Deres drivkraft? Indre og ydre konflikter?
Du kommer til at arbejde med idé og ideudvikling, og du introduceres til powerwriting: en dynamisk måde at finde frem til eget stof og lade fantasien, ordene og historierne strømme frit.
Inden kursets afslutning taler vi om research, uddannelsesmuligheder, faglige netværk og forlagspolitik. Derudover vil du gennem hele forløbet få mulighed for at aflevere færdigskrevne tekster og få respons på dem, så du, når kurset er slut, har et solidt udgangspunkt for at arbejde videre på egen hånd.
Varighed: 6 uger.
KORTE SKRIVEKURSER - UGEFORLØB 2012
Skriveskolens Hemingways korte kurser er intensive ugeforløb, hvor du får mulighed for at fordybe dig i én ting. Du kan sammensætte din egen uddannelse, og du kan tage kurserne i den rækkefølge og i det tempo, der passer dig. Kurserne henvender sig både til dem, der allerede er i gang med et projekt, og dem, der trænger til inspiration til at komme i gang.
Er du i tvivl om, hvad du skal vælge, er du velkommen til at kontakte underviser Irene Pedersen.